Zig-zag krisen

Af redaktør Erik Berg Madsen

14 år efter sin selvpensionering dukkede han op i den offentlige debat som trolden af æsken, og jeg var en af dem som frydede sig.
”Efter manges mening,” sagde Felipe González, ”er det tegn på visdom at erkende sine fejl. Men hvis der er noget at erkende hver dag...”
Ingen var i tvivl om at socialistpartiet PSOE’s store statsmand sigtede til sin partifælle José Luis Rodríguez Zapatero. Siden Spaniens statsminister som den sidste i Europa fik øje på krisen, har det hele været panik. Regeringens medlemmer har ikke bestilt andet end at dementere hinanden: Kommunerne skal have forbud mod låntagning; nej, kommunerne skal have lov til at låne videre; de rige skal betale en særskat; nej, de rige skal ikke; jo, de rige skal nok alligevel...
Hver dag er indtrykket af improvisation blevet stærkere. Det kulminerede da man sendte EU nogle oplysninger om den planlagte pensionsreform, som måtte dementeres endnu inden konvolutten nåede til Bruxelles. Er det mærkeligt, Spanien ikke længere tages alvorligt i udlandet?

Få dage senere havde Felipe González ændret tonen til den faderligt beskyttende. Ligesom Spanien reelt er sat under administration af EU, har González taget et fast tag i armen på Zapatero for at lede ham i den rigtige retning. Det var det bedste, som kunne ske for Spanien. For PSOE var det måske for sent. Læs mere her.

 

Download