En anderledes oplevelse
Restaurante Vegetalia er en anderledes oplevelse – som navnet siger en vegetarrestaurant, som nu har eksisteret i 12 år. Starten var imidlertid svær for ejeren, finske Katja Gilan, der ikke havde nogen erfaring inden for restaurationsbranchen, men gik ind i den fordi hun og hendes bekendte mente, der var et stort behov for et alternativ til de traditionelle restauranter i Fuengirola-området.
Restauranten har to åbningstider med vidt forskellige tilbud.

Om eftermiddagen kl. 12.30 - 16.00 er der buffet med salatbar og flere varme retter. Sidstnævnte varierer fra dag til dag, så stamkunderne bliver ikke trætte af det samme.
Det vigtigste formål var imidlertid en afprøvning af aftenens a la carte restaurant mellem kl. 20.00 – 22.45, så vi vendte tilbage til de hyggelige og farverige lokaler, der er indrettet i en meget kroagtig stil med flotte malerier på væggene.
Til forret valgte den ene af os et grillspyd med tomater, mozzarella og hvidløgsbrød. Den anden fik friturestegte auberginer med en lækker honningsauce. Grillspyddet var et overraskende fint samspil mellem forskellige smagsnuancer, mens honningsaucen gav de ellers lidt uinspirerende auberginer et tiltrængt modspil.
Hovedretten var henholdsvis en meget velsmagende linseburger med lækker frisk salat og pommes frites, og gratinerede grønsager med salat. Burgeren smagte af kød – udmærket kød! Uden salaten ville den dog nok have virket lidt tør. Retten med de gratinerede grønsager som gulerødder og blomkål var måske lidt farveløs som anretning, men de mættede lige så godt som de smagte.
Til dessert var der bærtærte. Tærten var lidt tør i bunden, men ovenpå lå der herlige friske bær, og man kunne vælge mellem seks, syv sorter. De varierer naturligvis efter sæsonen.

Al maden er hjemmelavet, råvarerne var friske, og nogle af dem importeres direkte fra Finland – f.eks. nogle bær som slet ikke findes i Spanien.
Med hensyn til betjeningen bliver der kælet om kunderne, ligesom man er rigtig gode til at forklare folk, hvad der serveres for dem. Det er ekstra vigtigt, når man skal vælge mad der ikke findes på andre restauranter.
Jesper Gregersen
Fotos: Natascha Berg Madsen
Miljø ***
Det var blevet til fire huer, hvis ikke restauranten var lidt vanskelig at finde.
Mad ***
Restauranten er specialist på sit område.
Betjening ****
For en lun og meget venlig betjening gives fire store huer. Personalet tager sig god tid til alle kunder.
Pris/kvalitet ***
Her lå vi meget tæt på fire huer. Tre retter plus drikkevarer for 12-15 euro, eller fri buffet med drikkevarer til for 7-10 euro, er meget fornuftigt.
Restaurante Vegetalia
C/ Santa Isabel, 8,
Los Boliches (Fuengirola)
Tlf. 952 58 60 31
www.restaurantevegetalia.com