Den ændrede mine planer for månedens artikel, som egentlig skulle have drejet sig om et helt andet emne.
Steen skriver blandt andet: "For nylig gjorde jeg i vores have en ganske spændende opdagelse. Igennem en tid har jeg konstateret, at der for foden af mange cypresser lå en forbavsende masse kogler samt grenstumper af 10-20 centimeters længde. Sidstnævnte så ud som var de blevet klippet af med en skarp rosensaks, og adskillige af koglerne så ud til at være delvis fortæret af fugle eller gnavere. Vi havde først mistanke om egern eller rotter, men en dag, hvor jeg gik ved siden af swimming-poolen, hørte jeg et tydeligt "plop" efterfulgt af flere af samme slags. Det viste sig at 8-10 fugle sad i toppen af den største cypres og muntrede sig med at gå til angreb på de små runde kogler, hvoraf flere blev revet af med en sådan energi, at de endte i poolen.

Det var en lille flok af arten "lille korsnæb" - loxia curvirostra eller på spansk piquituerto común - der på papegøjevis kravlede rundt fra gren til gren og tog for sig af varerne. I deres iver var de tilbøjelige til at klippe de yderste grenspidser af, så der havde vi også svaret på den gåde. Måske har andre af Solkystens læsere observeret det samme problem med afklippede kogler og grenstumper fra cypresserne," skriver Steen Hastrup-Stilling.

Adskiller sig på mange måder
Lille korsnæb er en kraftig finke med stort hoved og krydsede næbspidser. Den lever næsten udelukkende af koglefrø, men ved fødemangel kan den dog tage æblekærner fra mindre æbler, eller den kan tage rønnebær. Man har også observeret, at den kan åbne gallerblærer eller tage larver, men det er kun i ekstreme tilfælde, og den kan ikke fange insekter.
Korsnæbbenes udbredelsesområde er alle jordens nåleskovsområder. Arten er underopdelt i 23 geografiske racer, hvoraf otte lever i Amerika og resten i den gamle verden. I flere bjergskovsområder i Sydeuropa, Nordafrika og Sydøstasien er bestandene næsten stationære.

Når korsnæbbet er en usædvanlig fugl, er det ikke fordi den er sjælden, men fordi den på mange måder adskiller sig fra det normale i fugleverdenen. Den yngler kun ved vintertide, og derfor er dens eventuelle træktider sommeren, hvor der faktisk bliver tale om invasioner fra det nordlige Europa helt ned til Den Iberiske Halvø på grund af fødemangel i hjemlandene.
Desuden yngler korsnæbbene i egne, hvor temperaturen kan komme så langt ned under nul grader, at man næppe forstår, at æggene og de små fugle kan overleve det.

Lader sig ikke forstyrre i rugningen
Netop nu i februar er æglægningen på sit maksimum. Det stemmer med at granfrø er modne hen på vinteren, hvor koglerne er begyndt at åbne sig, og frøene er lette at få fat i.

Hos korsnæbbene begynder rugningen, så snart det første æg er lagt, hvilket er en nødvendighed da æglægningen ofte foregår i flere graders frost, så æggene hurtigt ville fryse i stykker, hvis de ikke blev beskyttet.

Rugningen udføres udelukkende af hunnen, idet hannen overtager fodringen af hunnen. Ofte ruger  hun så fast, at man kan stryge hende med hånden, hvis man klatrer op til reden. Forlader hun den, flyver hun tilbage så snart man er kommet lidt ned af stammen igen.

Det enkelte æg udruges på ca. 13 døgn. Den samlede rugetid bliver som regel ca. 20 døgn, da rugningen fortsætter i fire, fem døgn efter at ungerne er kommet ud. I disse dage fodrer hannen stadig hunnen, hvorefter hun deler ud til de små.
Ved klækningen er ungerne næsten nøgne, men i løbet af et par dage dækkes de af et gråsort dunlag, og efter en uges tid begynder fjerpiggene at blive synlige. Ungerne bliver i reden i 16-18 døgn. Samtidig med "rugningens" afslutning ophører hannen med at fodre hunnen, og begge de gamle fugle følges nu ad for at finde frø til ungerne, som i lang tid er overladt til sig selv, da der er ret lange mellemrum mellem de enkelte fodringer.

Tåler mere end 20 graders kulde
Noget af det mest interessante ved korsnæbbene er ungernes evne til at tåle kulde. Et eksempel er fra Tisvilde hegn i den strenge vinter 1941-42, hvor det frøs omkring 20-23 grader, og hvor ungerne alle befandt sig i bedste velgående, uagtet forældrene havde forladt dem for at finde føde.

Selv om reden er blød og varm og anbragt således, at den af overhængende grene og kviste skærmes mod direkte sne, må man forbavses over at ungerne ikke fryser ihjel ved så lave temperaturer. Deres dunklædning er ikke meget tættere end andre finkeungers. Formodentlig er hemmeligheden den vældige kalorieudvikling, som forbrændingen af de meget fedtholdige nåletræsfrø giver. Frøene indeholder omkring 35 pct. fedt.

Trods lange pauser mellem fodringerne træffer man aldrig unger med en tom kro. Hos tre-fire dage gamle unger er kroen på størrelse med en hasselnød, og gennem den tynde hud kan man se, at den er stopfyldt med frø. Det kan ind imellem knibe for forældrene at få ungerne til at gabe, og så må hunnen afbryde fodringen og ruge dem i flere minutter for atter at få dem i spisehumør.

Der er eksempler på at ungerne er alene i op til 40 minutter i temperaturer på omkring 20 minusgrader, og ikke desto mindre synes de at befinde sig godt.

Forældrene fortsætter med at fodre ungerne i tre uger efter at de er fløjet fra reden, da de udklækkes med et lige næb ligesom andre finkeunger.

Næbspidsernes krydsning er udviklet, når ungerne er 5-6 uger gamle, og først på dette tidspunkt er de i stand til at pille frø ud af koglerne.

Selv når ungerne er blevet selvstændige, bliver de som regel ved med at færdes i flok sammen med forældrene, og som de meget selskabelige fugle, de er, slår de sig ofte sammen med andre korsnæbsfamilier.

Efter at de i yngletiden har været bundet til et afgrænset lille område, begynder deres nomadetilværelse igen. De strejfer rundt for at opsøge nye områder, hvor koglesætningen er i gang, og på den måde kan de finde vej fra Danmark til Spanien.
En helt usædvanlig fugl. Håber du finder den på dine ture i de spanske nåletræskove af gran eller cypresser.